Den største kamp i klubbens historie. Hverken mere eller mindre kan vel beskrive den kamp som i morgen onsdag kl. 20.45 sparkes igang i Parken. Et af Europas pt. bedste klubhold er kommet til byen for, at afslutte hvad der er begyndt på fornemste vis. Nemlig videre kvalifikation i årets Champions League. 3 kampe og 9 point er resultatet so far og det uden at Manchester United har været under synderligt pres eller i bare noget der kan beskrives som problemer. Hvad skal vi så forvente os af kampen set i forhold til de to holds sidste møde for 14 dage siden i Manchester. Vi fik endeligt set et FCK hold der turde spille fremad banen og tage nogle af de chancer der skal til for, at vinde fodboldskampe og det er helt sikkert et FCK hold som vil spille deres chance. En ting er et FCK hold på Old Traffort og noget helt andet er et FCK hold i Parken. Det er helt sikkert et meget mere motiveret FCK hold der vil løbe på banen denne gang, et hold med selvtilliden i orden og et hold som er opsatte på at revangere 3-0 nederlaget og et hold som hungrer efter at få scoret det mål, som for alvor skal sparke gang i klubbens CL ambitioner. Men alt andet lige er man selvfølgelig også nød til, at være realistisk i vurderingen af vores chancer. På trods af udtalelser om, at MAN U ville stille i stærkeste opstilling, for tidligt i gruppespillet, at sikre kvalifikationen videre, er det alligevel et lidt amputeret hold der er kommet til København. Sir Alex har måtte lade tre stamspillere blive hjemme i Manchester med skader, nemlig Ryan Giggs, Louis Saha og Gary Neville. Ikke mindst fraværet af Saha kan blive af stor betydning for FCK. Saha viste i Manchester flere eksempler på hans utrolige hurtighed og i flere omgange kom han bag om vores forsvar og skabte flere farlige chancer som kun blev afværget ved Jesper Christiansen fremragende målmandsspil. De to erstatninger som umiddelbart kan komme på tale, nemlig Solskjær og Alan Smith vil ikke være en trussel på samme måde og det vil forhåbentligt medføre, at vi vil kunne stå bedre defensivt.Ståle har udtalt, at vi skal stå mere kompakt denne gang og derved formodentligt forsøge, at dæmme op for MAN U hurtige opspil, om det vil ske på bekostning af en af vores angribere i form af en 4-5-1 med Atiba som en offensiv hængende angriber, eller om vi stiller op i den sædvanlige 4-4-2 må tiden vise. Uanset opstillingen skal der ikke herske tvivl om, at vi skal turde spille vores eget spil, det spil som indtil nu i den hjemlige turnering har vist sig så succes fuldt.
Afslutningsvis skal jeg altså indrømmet, at jeg faktisk sidder med en følelse af, at skal vi nogensinde slå Manchester United, så skal det være imorgen. Jeg tror på, at vi har spillerne, at spillerne har troen og viljen på det og at vi fans vil kunne give dem den støtte der skal være der for at motivere dem til at yde den indsats der skal leveres for at det skal kunne lykkes.
Kald mig bare tosset, men vi vinder i morgen. Vi vinder 2-1.
Forza FC


